Døden ud af soveværelset: “Det forsvinder tit i historien om aids, hvor fantastiske aktivisterne var”

Aktivisterne træder til

Ligesom så mange andre steder i verden blev hiv et alvorligt problem i Danmark starten af 1980’erne. Men hvor man andre steder enten ignorerede problemet som under den amerikanske præsident Reagan i USA, eller indførte muligheder for tvang, registrering og fængsling som i Sverige, så blev kampen mod AIDS herhjemme løftet i et stærkt samarbejde mellem myndigheder og aktivister.

”Overordnet set var den danske indsats mod hiv meget bedre og positiv end i mange andre lande,” fortæller Michael Nebeling Petersen.

Det er især, fordi aktivisterne fik lov til at deltage og sætte rammerne for, hvordan kommunikationen omkring hiv skulle foregå. Takket være aktivisterne opfordrede kampagnerne ikke til mindre sex, men til at have sex med mange – bare med kondom. Overordnet set var budskabet ikke moraliserende eller belærende og tiltalte derfor især bøssemiljøet, der var bekymret for at miste mange af de friheder, de havde kæmpet for i 1970’erne.

”Vi registrerede ikke hiv-smitte i Danmark før 1990’erne, men vi har tal på syfilis og gonorre, som styrtdykkede i 1980’erne, som kampagnen blev bredt ud. Så budskabet om at bruge beskyttelse ser ud til at have haft en effekt,” fortæller han.

Også fra politisk side arbejdede man bredt sammen med aktivisterne. I 1987 førte det til den første officielle politiske strategi for håndteringen af hiv i Danmark, der var baseret på frivillige og anonyme test, inddragelse af målgruppen i kampagner og budskaber og målet om at mindske diskrimination igennem hele indsatsen.

”Denne progressive aids-politik blev jo ikke opfundet i Folketinget, men hos Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Det skete gennem samarbejde, samtale og tillid,” forklarer Michael Nebeling Petersen.

Det var også aktivisterne selv, der kæmpede for mere og bedre oplysning i sundhedsvæsenet. Det skyldtes i høj grad, at det især var unge, homoseksuelle mænd, der fik hiv. Og de udfordrede lægerne.

”De var superorganiserede. De læste magasiner fra USA og vidste, hvad der var af ny medicin. De vidste lige så meget som lægerne og krævede at blive taget med på råd,” fortæller han.

Selvom samarbejdet var godt, så var der stadig frygt og fordomme om personer med hiv – ofte forværret af i forvejen eksisterende homofobi. Mange blev udstødt af deres familier, og når selv sundhedspersonalet var bange for at røre ved patienter med hiv, så var det igen miljøet og aktivisterne, der trådte til.

”Der var grupper, der kom, så de unge døende mænd ikke skulle ligge ensomme. De bragte omsorg, men holdt også foredrag for personalet for at fortælle dem om, hvordan det er at være bøsse,” siger Michael Nebeling Petersen.

Medicinen tager føringen

Til trods for den gode indsats var aids stadig en dødelig sygdom. I løbet af 1980’erne og 1990’erne mistede op mod 250 mennesker om året livet til sygdommen i Danmark – især unge mænd.

Skiftende politiske vinde i 1990’erne begyndte samtidig at true samarbejdet mellem aktivister og myndigheder. Hiv blev knyttet til en stigende skepsis overfor udlændinge. Også medierne begyndte at udstille personer med hiv som en trussel.

”Aids bliver værdipolitik, hvor det før var konsensuspræget. Men så overhaler den medicinske udvikling den politiske,” fortæller Michael Nebeling Petersen.

For i 1996 sker det største gennembrud i kampen mod aids. Lægevidenskaben finder endelig en kombination af medicin, der kan forhindre hiv i at udvikle sig til aids. Kombinationsbehandlingen, som den hed, har mange bivirkninger, men endelig er det ikke længere en dødsdom at få hiv.

”Det er her, hvor folk, der jo har taget afsked, fordi de troede, de skulle dø, ikke skal dø alligevel. De rejser sig fra hospitalsafdelingerne og skal hjem lige pludselig,” fortæller Thomas Hübertz fra AIDS-Fondet

Det var startskuddet på flere medicinske gennembrud, der har haft afgørende betydning for livet med hiv. Først behandlede man kun patienter, når deres immunforsvar viste tegn på, at de var ved at udvikle aids. Medicinske fremskridt betød dog, at man skulle tage mindre medicin med færre bivirkninger, og i 2015 viste forskere fra Rigshospitalet, at det er langt bedre at komme i behandling for hiv med det samme. På den måde kunne man holde hiv-tallet så lavt, at det faktisk ikke kunne måles længere.

”På baggrund af forskernes studier ændrede man faktisk retningslinjerne på verdensplan i forhold til behandling,” siger Thomas Hübertz.

Derefter kom partnerstudierne, hvor man undersøgte både heteroseksuelle par og par mellem mænd, der har sex med mænd, hvor én partner havde hiv. Og selvom man godt havde forudset resultatet, så var det alligevel skelsættende.

”Her bliver det slået fast med syvtommersøm: Hvis du er i behandling for hiv, kan du ikke give det videre. Det var en kæmpe sejr endelig at få dokumentation på det,” siger Thomas Hübertz.

Det nyeste gennembrud er PrEP, medicin, der forebygger smitte mod hiv, og som man i Danmark kan få, hvis man er i en hiv-risikogruppe. Og det er især udbredelsen af PrEP, der er årsagen til, at så få mænd, der har sex mænd, får hiv i Danmark. De er nemlig kendetegnet ved en høj villighed til at beskytte sig selv og andre, forklarer Thomas Hübertz.

”Der findes jo utroligt meget ansvar i den her gruppe i forhold til seksuel sundhed,” siger han.

Døden ud af soveværelset

Det var en voldsom omvæltning for mange, da hiv lige pludselig ikke længere var en dødsdom. Mange overlevende havde svært ved at finde tilbage til et liv, de egentlig havde taget afsked med. Mange havde dårlig samvittighed over, at netop de kunne leve videre, når så mange andre var døde. Støtten skulle derfor mere handle om at give folk livsmodet igen.

Også synet på sex og seksualitet var forandret blandt især bøsserne.

”Sexkulturen hos bøsserne har været sammenfiltret med aids igennem mange år. Det har været svært at tænke sex på en anden måde,” forklarer Michael Nebeling Petersen.

Det var især hårdt for mennesker, der levede med hiv. Frygten for at give det videre til en elsket partner eller andre gav dem følelsen af at leve et halvt liv, fortæller Michael Nebeling Petersen. Derfor var det revolutionerende at få at vide, at behandlingen fjernede den risiko.

”Da det stod fast, var det som om, man kunne få livet tilbage. Man kunne få døden ud af soveværelset,” siger Michael Nebeling Petersen.

Evnen at kunne beskytte sig selv mod hiv har i de seneste år ført til en større seksuel frihed blandt mænd, fordi personer med hiv ikke skal være bange for at give det til andre, og personer på PrEP ikke behøver at være bange for at få det.

Vejen videre

Der er stadig mål at nå, når det kommer til hiv. Michael Nebeling Petersen fortæller, at selv med den nyeste viden om emnet, så oplever mange mænd, der har sex med mænd, en dybt forankret angst forbundet med sex. Det kan eksempelvis være ved et sprængt kondom eller efter en nat, hvor man ikke er sikker på, hvad man har lavet.

Og så længe tallene for hiv i Danmark ikke er nul, så er der stadig mennesker, der skal nås. Det gælder i høj grad bestemte grupper af heteroseksuelle, der enten ikke er opmærksomme på hiv, eller lever i områder, hvor det ikke er nemt at tale med en lokale læge, og som kan være svære at nå med traditionelle kampagner.

”Det er især heteroseksuelle i swinger-miljøet eller enlige, som tager på sexrejser til Afrika og Asien,” fortæller Thomas Hübertz.

Men det er vigtigt også at nå dem. Over 60 procent af de nye tilfælde af hiv hos heteroseksuelle bliver først opdaget, når de enten er tæt på eller allerede har udviklet aids.

”De skulle jo være blevet fanget for lang tid siden. Så der er nok noget strukturelt i sundhedssystemet, vi bør kigge på,” siger Thomas Hübertz.

Også mennesker, der kommer til Danmark fra udlandet, hvor der måske ikke er et velfungerende sundhedssystem, eller hvor tilliden til myndighederne er lav, bør i højere grad blive tilbudt hiv-test, mener AIDS-Fondet.

Og selvom indsatsen mod hiv i Danmark har ført til kæmpe fremskridt, så er der ingen garanti for fremtidig succes. AIDS-Fondet får i dag de samme midler af staten, som de gjorde i 2019, selvom de tester mange flere.

Den aktivistiske ånd fortsætter dog hos AIDS-Fondet, der ikke har tænkt sig at give op i kampen mod hiv i Danmark.

”Det er jo grunden til, at vi går på arbejde hver eneste dag. Det er for at gøre en forskel. Og når vi kan se, at vi faktisk gør en forskel, jamen, så er det en kæmpe motivationsfaktor for at blive ved og komme helt i mål,” siger Thomas Hübertz.

Håbet har været en afgørende del af, at aktivisterne har kunnet holde fanen højt under aids-krisen, mener Michael Nebeling Petersen. For selvom man stod overfor en eksistentiel trussel, så gav man aldrig op.

”Det har noget at gøre med et stærkt fællesskab, optimisme, queer modstandsdygtighed, galgenhumor og hårdhudethed. At danse og drikke hele nattet, selvom man ikke ved, om det er den sidste nat. Det er en smuk del af historien,” siger han.

Og for Thomas Hübertz er det netop vigtigt at huske sejrene, når man betragter historien om hiv.

”Det er stadigvæk en stor og vigtig del også af vores DNA at huske dem, der ikke er her mere. Men vi skal også fejre de succeser, der er. For det er jo også håbet, der driver vores indsatser,” siger han.