Rekordmeget returpant hjælper klimaet

92 procent af alle flasker og dåser med pant kom retur sidste år, og det er ny rekord. I alt sparede det danske pantsystem klimaet for mere end 150.000 tons CO2 i 2019.

Det er nok de færreste af os, der holder af turen ned til flaskeautomaten med de overfyldte klistrede poser med dåser og flasker. Alligevel er danskerne er gode til at få pantet og panter som aldrig før. En ny rapport fra Dansk Retursystem viser, at 2019 satte nye rekord, da returprocenten steg til 92 procent sidste år mod 89 procent året før.

”Det danske pantsystem er et af verdens bedste, og det skyldes ikke mindst, at danskerne bakker op om systemet. Derfor er den rekordhøje returprocent, vi ser i 2019, også noget, alle danskere kan være stolte af at have bidraget til,” siger adm. direktør i Dansk Retursystem, Lars Krejberg Petersen.

Samtidig steg det absolutte antal af returnerede dåser og flasker også.  I 2019 kom 61 millioner flere flasker og dåser retur i forhold til 2018, hvilket er en stigning på fem procent. I alt blev der afleveret flere end 1,4 milliarder pantflasker og -dåser til genanvendelse sidste år.

Læs også: Pant på juice skal genanvende 52 millioner ekstra flasker

Danskerne har øget fokus på miljø og klima

Det er særligt plastikflaskerne, som danskerne er gode til at få afleveret i flaskeautomaten. Hele 94 procent af plastikflasker kom retur sidste år og bliver nu genanvendt. Det viser, at plastik fylder i danskernes bevidsthed, og det er gode nyheder for vores miljø.

Danskernes gode returvaner betød, at 54.854 tons glas, plast og aluminium blev sendt til genanvendelse, og dermed sparede det danske pantsystem klimaet for mere end 150.000 tons CO2 i 2019.

Sidste år blev pantsystemet udvidet med juice og saft. og med dem er flere end 1700 nye produkter blevet en del af pantsystemet. Derfor forventer Lars Krejberg Petersen også, at mængderne af flasker og dåser, der kommer retur, stiger endnu mere næste år.

“Mængden af engangsdrikkeemballager stiger år for år. I Danmark har vi et pantsystem, som har formået at følge med de øgede mængder. Samtidig bliver vi stadig bedre og bedre til at genanvende materialerne til gavn for miljø og klima,” siger Lars Krejberg Petersen.

Læs også: Arla skifter til bioplast for en milliard stykker emballage