11. Love Commandos

Bag en tung jerndør i en lille larmende sidegade i Pahar Ganj-kvarteret i centrum af New Delhi ligger der en lille, diskret lejlighed. Her skjuler organisationen Love Commandos unge par, som er stukket af fra deres familie for at gifte sig trods familiens vilje.

Og parrene skjuler sig ikke for sjov. De er bange for at blive slået ihjel af deres egen familie, fordi familien ikke vil acceptere deres valg af partner.

Tag noter undervejs

Mens I ser filmen, skal I tage noter. I kan enten tage noter med tekst, billeder eller som lydoptagelser.

I skal notere:

  • Mindst tre ting, I undrer jer over eller finder tankevækkende.
  • Mindst tre temaer, som filmen berører.

Hent notatarket til filmen her.

Arbejde efter filmen

  1. Hvad er filmens temaer?
  2. Hvor ser I temaerne?
  3. Hvordan passer filmen sammen med overskriften Ung og Modig fra 2014?
  4. Hvilke Verdensmål kan I genkende i filmen?
  5. Hvad motiverer filmens handling?
  6. Hvilke udfordringer møder det unge forelskede par, som vi møder i filmen?
  7. Hvilken betydning har organisationen Love Commandos for de unge mennesker, de hjælper?
  8. Hvorfor tror I, familierne vælger at slå de unge ihjel?
  9. Hvad skal der til for at ændre på det samfund, vi møder i filmen?
  10. Hvordan forventer I, fremtiden bliver for Geetu og Kapil i filmen og for andre par i samme situation?

Skab et produkt

Med udgangspunkt i jeres arbejde skal I producere en filmplakat til filmen Love commandos. Filmplakater er en måde at markedsføre film på og skabe opmærksomhed hos publikum. En filmplakat sammenfatter ofte filmens tematik, handling og genre og den er derfor ofte med til at skabe vores forventninger til filmen. Fx fortæller en filmplakat, hvor der er eksplosioner og våben, at der er tale om en actionfilm, og det giver en forventning om en film med masser af spænding og action. Derudover indeholder filmplakater ofte billedmateriale og formelle oplysninger omkring filmen såsom titel, producenter, instruktør, medvirkende og årstallet for udgivelse.

Når I skal producere jeres filmplakat, er der derfor nogle formkrav, som skal hjælpe jer med at holde jer inden for genren filmplakater.

Plakaten skal vise:

  1. Filmens titel
  2. Filmens producenter
  3. Filmens instruktør
  4. De medvirkende i filmen
  5. Årstal for udgivelsen
  6. Sammenhæng mellem plakatens layout og filmens temaer

Når I skal producere jeres filmplakat, skal I huske at tænke over, hvem der er filmens målgruppe. Husk også, at formålet med plakaten er at få folk til at se filmen.

I kan med fordel søge inspiration ved at kigge på andre filmplakater.

I kan lave jeres filmplakat som et fysisk produkt med fx tegning eller collage. I kan også anvende et digitalt værktøj som fx Prezi Design eller Easily.