20. Lost Lands

I Bangladesh flyder den hellige Ganges-flod ud i havet, og det skaber et særligt deltaområde, hvor der er frodig jord men også sumpe og små øer.

På øerne lever mange fattige fiskere og bønder på tilværelsens kant, bogstaveligt talt. Deres lave øer er skabt af flod og hav og bliver hele tiden igen opslugt og genskabt af naturkræfterne. Derfor lytter øboerne hver dag til vejrudsigten og gør, hvad de kan, for at forberede sig på den kommende monsun.

Kan de i længden overleve her? Eller bliver de fortrængt til mere sikre områder på fastlandet, hvor befolkningen bor meget tæt?

Tag noter undervejs

Mens I ser filmen, skal I tage noter. I kan enten tage noter med tekst, billeder eller som lydoptagelser.

I skal notere:

  • Mindst tre ting, I undrer jer over eller finder tankevækkende.
  • Mindst tre temaer, som filmen berører.

Hent notatarket til filmen her.

Arbejde efter filmen

  1. Hvad er filmens temaer?
  2. Hvor ser I temaerne?
  3. Hvordan passer filmen til temaet Vand?
  4. Hvordan påvirker den evige trussel om oversvømmelse øboernes hverdag?
  5. Hvilke Verdensmål kan I genkende i filmen?
  6. Vi får at vide, at lokale NGO’er har bygget ‘high land’ til øboerne. Hvad er en NGO, og hvorfor har de hjulpet de fattige øboere?
  7. Hvorfor vender øboerne tilbage til øerne efter oversvømmelserne?
  8. Hvad tror I, er årsagen til den højere og højere vandstand i Bangladesh?
  9. Hvordan tror I, øboernes liv er om 10 år, og hvorfor?
  10. Hvad motiverer filmens handling?

Skab et produkt

Med udgangspunkt i jeres samtale om filmen skal I producere en filmplakat til filmen Lost Lands. Filmplakater er en måde at markedsføre film på og skabe opmærksomhed hos publikum. En filmplakat sammenfatter ofte filmens tematik, handling og genre og de er derfor ofte med til at skabe vores forventninger til filmen. Fx fortæller en filmplakat, hvor der er eksplosioner og våben, at der er tale om en actionfilm, og det giver en forventning om en film med masser af spænding og action. Derudover indeholder filmplakater ofte billedmateriale og formelle oplysninger omkring filmen såsom titel, producenter, instruktør, medvirkende og årstallet for udgivelse.

Når I skal producere jeres filmplakat, er der derfor nogle formkrav, som skal hjælpe jer med at holde jer inden for genren filmplakater.

Plakaten skal vise:

  1. Filmens titel
  2. Filmens producenter
  3. Filmens instruktør
  4. De medvirkende i filmen
  5. Årstal for udgivelsen
  6. Sammenhæng mellem plakatens layout og filmens temaer

Når I skal producere jeres filmplakat, skal I huske at tænke over, hvem der er filmens målgruppe. Husk også, at formålet med plakaten er at få folk til at se filmen.

I kan med fordel søge inspiration ved at kigge på andre filmplakater.

I kan lave jeres filmplakat som et fysisk produkt med fx tegning eller collage. I kan også anvende et digitalt værktøj som fx. Prezi Design eller Easily.