17. India’s Next Generation

Indien er et af de farligste lande i verden at være kvinde i, for i det patriarkalske samfund bliver mange unge kvinder ofre for vold og undertrykkelse.

I filmen India’s Next Generation møder vi Sushma Dayanand Hiwale, som er en meget enestående taxachauffør i Mumbai. Hun er nemlig kvinde i et mandsdomineret fag, hvor det ellers kun er mænd, der sidder bag rattet i de sort-gule taxier.

Tag noter undervejs

Mens I ser filmen, skal I tage noter. I kan enten tage noter med tekst, billeder eller som lydoptagelser.

I skal notere:

  • Mindst tre ting, I undrer jer over eller finder tankevækkende.
  • Mindst tre temaer, som filmen berører.

Hent notatarket til filmen her.

Arbejde efter filmen

  1. Hvad er filmens temaer?
  2. Hvor ser I temaerne?
  3. Hvordan passer filmen til temaet Generationer?
  4. Hvorfor har ejeren af Priyadarshini Taxa Service valgt kun at ansætte kvinder?
  5. Hvilke udfordringer og fordomme møder de kvindelige taxachauffører?
  6. Hvilke Verdensmål kan I genkende i filmen?
  7. Hvad er ifølge taxachaufføren Sushma forskellen på mandlige og kvindelige chauffører?
  8. Nævn tre færdigheder, kvinderne får træning i, og begrund, hvorfor det er vigtigt.
  9. Hvorfor kan kvinderne kun blive ansat i Priyadarshini Taxa service, hvis deres familie støtter dem?
  10. Hvem er - ifølge filmen - ‘India’s Next Generation’?
  11. Hvad motiverer filmens handling?

Skab et produkt

Med udgangspunkt i jeres samtale om filmen skal I producere en filmplakat til filmen India’s Next Generation. Filmplakater er en måde at markedsføre film på og skabe opmærksomhed hos publikum. En filmplakat sammenfatter ofte filmens tematik, handling og genre og de er derfor ofte med til at skabe vores forventninger til filmen. Fx fortæller en filmplakat, hvor der er eksplosioner og våben, at der er tale om en actionfilm, og det giver en forventning om en film med masser af spænding og action. Derudover indeholder filmplakater ofte billedmateriale og formelle oplysninger omkring filmen såsom titel, producenter, instruktør, medvirkende og årstallet for udgivelse.

Når I skal producere jeres filmplakat, er der derfor nogle formkrav, som skal hjælpe jer med at holde jer inden for genren filmplakater.

Plakaten skal vise:

  1. Filmens titel
  2. Filmens producenter
  3. Filmens instruktør
  4. De medvirkende i filmen
  5. Årstal for udgivelsen
  6. Sammenhæng mellem plakatens layout og filmens temaer

Når I skal producere jeres filmplakat, skal I huske at tænke over, hvem der er filmens målgruppe. Husk også, at formålet med plakaten er at få folk til at se filmen.

I kan med fordel søge inspiration ved at kigge på andre filmplakater.

I kan lave jeres filmplakat som et fysisk produkt med fx tegning eller collage. I kan også anvende et digitalt værktøj som fx. Prezi Design eller Easily.