Mad & Mad: Mød en kartoffelproducent

Skal du med, når Tænketanken Frej får besøg af en kartoffelproducent?

Kartoflen er en alsidig, sund og ikke mindst lokal og klimavenlig råvare. Derudover anses den også som mere ernæringsrig end ris, hvede og majs. Til trods for dette, er danskernes indtag af kartofler faldet drastisk, specielt blandt unge i alderen mellem 18-25 år. Kampanger, såsom Kartoffelkærlighed, opstår for at bringe den danske traditionelle råvare i fokus igen hos den unge målgruppe.

Måske DU allerede har stor kærlighed til kartofler eller blot gerne vil blive klogere på, hvorfor du bør elske denne afgrøde?

Vi har inviteret manden bag dine pomfritter til fællesspisning i samarbejde med Suhrs Højskole! Vi skal sammen blive klogere på kvaliteterne i de mange forskellige sorter der findes, og komme nærmere hvilke bæredygtige valg der kan træffes i forbindelse med kartoffelproduktion.

Mad & Mad: Mød en kartoffelproducent, er en aften i samarbejde med Suhrs Højskole, hvor du får muligheden for at smage et lækkert måltid forberedt af højskolens elever, og samtidig høre om kartoffelproducentens hverdag, og få afklaret eventuelle spørgsmål du måtte have omkring den klimavenlige afgrøde.

Hvad går konceptet Mad & Mad ud på?
- Frej laver et måltid mad (Ekstraordinært til dette event, er det eleverne fra Suhrs Højskole, som forbereder et rigtig lækkert måltid til os!).
- En producent af hovedingrediensen i måltidet kommer og diskuterer sit produkt - med dig og 19 andre madelskere
- Målet med konceptet er at skabe dialog mellem producenter og forbrugere af fødevarer
- Det er GRATIS at deltage!

Hvordan tilmelder jeg mig?

Ønsker du at deltage i fællesspisningen ’Mad & Mad’, send en mail til madogmad@taenk-frej.dk med tre linjer om dig selv senest d. 3. oktober. Du får svar om du kan deltage senest 5. oktober.

Vi glæder os til at se dig!💚