KADK åbner udstilling i Rigsdagsgården ved Christiansborg: 17 originale løsninger på FN’s Verdensmål

Forskere og studerende fra KADK kommer med bud på, hvordan arkitektur, design og konservering kan indfri FN’s 17 Verdensmål på Rigsdagsgårdens nye udstilling.

Vi kender dem efterhånden godt: Verdenssamfundets 17 største udfordringer, der handler om alt fra fattigdom til klimaforandringer. Men hvad kan vi egentlig gøre ved dem? Og hvordan? Det svarer forskere og studerende fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK) på i en ny udstilling i Rigsdagsgården ved Christiansborg, ”KADK x FN’s Verdensmål – Løsninger i Arkitektur”.

Siden sommeren 2016 har KADK arbejdet målrettet med FN’s Verdensmål. Det har affødt over 500 afgangsprojekter og en række samarbejds- og forskningsprojekter – alle med afsæt i Verdensmålene. Et udvalg af dem kan nu opleves i Rigsdagsgården, hvor store billedplancher præsenterer 17 konkrete og vidt forskellige projekter, et for hvert af Verdensmålene.

Udstillingen er åben for alle. Den løber fra 4. april til 30. juni 2019 i Rigsdagsgården ved Christiansborg.