Sange til Verden: Silkeborg Big Band

Kom og vær med, når lokale børnekor på ca. 100 børn laver Sange til Verden koncert med Silkeborg Big Band i forbindelse med Riverboat Jazz Festival.

Om Sange til Verden

Er jorden ved at drukne i plastik? Hvordan er det mon at vokse op uden et hjem? Og hvad kan ét enkelt barn mon gøre for at rette op på de klimaforandringer, som de hver dag hører om i medierne? Det er nogle af de spørgsmål, som børn i hele Region Midtjylland har arbejdet med i foråret i projektet Sange til Verden.

25.5.-29.6. kulminerer Sange til Verden i forbindelse med Europæisk Kulturregions Festival GENOPDAG. Sange til Verden tager afsæt i syv nykomponerede Sange til Verden og en række kreative Værksteder med Verdensmål. De syv sange er skabt af unge MGK-elever fra hele regionen, og sangene forholder sig på forskellig vis til temaer som fx klimaforandringer, overforbrug, livet i havet og fattigdom.