24. Balletdrømme i Slummen

I et af Johannesburgs tætbefolkede og fattige slumområder har balletdanseren Penelope Thloloe oprettet en balletskole.

Her danser eleverne sig ud af skyggerne fra apartheid og fattigdom i håbet om en bedre fremtid. Derfor står børnene i kø, når der er optagelsesprøve.

Børnene vil nemlig hellere ses i trikot end som kriminelle, selvom det betyder drillerier fra andre og nogle gange endda tæsk fra forældrene.

Filmen følger den talentfulde balletpige Dina til træning og i dagligdagen.

Tag noter undervejs

Mens I ser filmen, skal I tage noter. I kan enten tage noter med tekst, billeder eller som lydoptagelser.

I skal notere:

  • Mindst tre ting, I undrer jer over eller finder tankevækkende.
  • Mindst tre temaer, som filmen berører.

Hent notatarket til filmen her.

Arbejde efter filmen

  1. Hvad er filmens temaer?
  2. Hvor ser I temaerne?
  3. Hvordan passer filmen til teamet Brobyggere?
  4. Hvorfor underviser Penelope slummens børn i ballet?
  5. Hvilken modstand bliver Penelope og hendes frivillige arbejde mødt med og hvorfor?
  6. Hvilke færdigheder lærer børnene gennem deres ballettræning, som de kan bruge i det hårde liv i slummen?
  7. Hvilke muligheder ser I for, at børnene kan komme ud af slummen?
  8. Hvilke Verdensmål kan I genkende i filmen?
  9. Hvilken betydning har balletten for Dina?
  10. Hvorfor vil Dina ikke fortælle andre, at hun går til ballet?
  11. Hvad motiverer filmens handling?

Skab et produkt

Med udgangspunkt i jeres samtale om filmen skal I producere en filmplakat til filmen Balletdrømme i slummen. Filmplakater er en måde at markedsføre film på og skabe opmærksomhed hos publikum. En filmplakat sammenfatter ofte filmens tematik, handling og genre og de er derfor ofte med til at skabe vores forventninger til filmen. Fx fortæller en filmplakat, hvor der er eksplosioner og våben, at der er tale om en actionfilm, og det giver en forventning om en film med masser af spænding og action. Derudover indeholder filmplakater ofte billedmateriale og formelle oplysninger omkring filmen såsom titel, producenter, instruktør, medvirkende og årstallet for udgivelse.

Når I skal producere jeres filmplakat, er der derfor nogle formkrav, som skal hjælpe jer med at holde jer inden for genren filmplakater.

Plakaten skal vise:

  1. Filmens titel
  2. Filmens producenter
  3. Filmens instruktør
  4. De medvirkende i filmen
  5. Årstal for udgivelsen
  6. Sammenhæng mellem plakatens layout og filmens temaer

Når I skal producere jeres filmplakat, skal I huske at tænke over, hvem der er filmens målgruppe. Husk også, at formålet med plakaten er at få folk til at se filmen.

I kan med fordel søge inspiration ved at kigge på andre filmplakater.

I kan lave jeres filmplakat som et fysisk produkt med fx tegning eller collage. I kan også anvende et digitalt værktøj som fx. Prezi Design eller Easily.