Virksomhedernes grønne datingbureau

THE UPCYCL hjælper virksomheder med at samarbejde om at give deres materialerester ny værdi.

Din gamle trøje er nok ikke meget værd i kroner og øre, når den havner i en genbrugsbutik. Den kan dog stadig skabe glæde, og det er bedre for miljøet end at smide den ud. En virksomhed kaldet "THE UPCYCL" har dog taget genbrugs-konceptet et trin videre. Siden april 2020 har de sat forskellige virksomheder sammen, der ellers ikke havde fundet hinanden og ikke mindst deres aflagte materialer.

En møbelvirksomhed har for eksempel læderrester. De bliver så sat i kontakt med en anden virksomhed, der kan bruge læderresterne til at lave børnesko. På den måde går læderresterne ikke til spilde og bliver ”upcyclet”.

Rikke Ullersted, der står bag THE UPCYCL, har en baggrund indenfor industriel design og var tidligere stiftende partner i en virksomhed, hvor der blev udviklet mange forskellige produkter.

”Når vi var i de indledende skitsefaser og skulle fortage nogle langsigtede og bæredygtige materialevalg, så manglede jeg et sted, hvor vi kunne få hjælp til at få et overblik over mulighederne,” siger hun og fortsætter:

”Der var altså et manglende led i processen, som jeg var bevidst om, at der skulle gøres noget ved. Derfor udviklede og stiftede jeg THE UPCYCL".

Et fast parforhold

Hun forklarer, at genbrug er anderledes fra at ”upcycle” på den måde, at med genbrug bliver for eksempel en stol ved med at være en stol. Når man ”upcycler”, så tager man materialer, der har en lavere værdi, ofte affald - og anvender dem meningsfuldt. På den måde forlænges materialets liv, det tilføjes værdi og sætter en prop i produktionen af nye jomfruelige materialer. Hun beskriver THE UPCYCL som et datingbureau, hvor virksomheden har overblikket over bejlere:

”Hvis du skal finde en kæreste, er det rart at vide, hvem der er derude. Det er det samme med virksomhederne. Virksomhederne ved sjældent, at deres materialer kan være interessante for andre, fordi de altid har set det som affald. Derfor hjælper vi dem med ved at pege på de materialer, der kan have værdi,” siger Rikke Ullersted og uddyber:

”Den dims, der er affald for én virksomhed, er noget den anden virksomhed skal bruge altid, når de laver en sofa, en børnesko eller en stol. Det bliver derfor et kontinuerligt samarbejde. Vi accelererer altså den cirkulære materialeanvendelse”.

Det handler om at turde at tænke anderledes

Hun fortæller om et samarbejde, hvor en virksomhed, der producerer stål, sender overskudsrør til en virksomhed, der producerer stole. Rørene bliver til stoleben i stedet for, at der skal bruges en masse energi på at få dem smeltet om. Eksemplet er en del af noget større. Lige nu har THE UPCYCL 120 medlemsvirksomheder og cirka 40 igangværende materialesamarbejder.  De har siden startskuddet matchet mange forskellige materialer. Både læder, stål, træ, plast, kompaktlaminat og meget andet.

Mængderne bliver for 2022 talt op, og de er i gang med at udarbejde den rigtige metode til at beregne det reducerede CO2-aftryk.

”Vi betragter det som en bevægelse. Det er et mindset og en ny virkelighed, man skal tappe ind i, hvor vi forestiller os, at verden stopper med at udvinde og producere nye materialer. Det handler om at være modig og tænke sin forsyningskæde anderledes,” siger hun og afslutter:

”Virksomhederne skal ikke vente passivt på, at den kloge bæredygtige strategi udfolder sig for dem. De bør sideløbende tage de oplagte handlinger og høste de lavthængende frugter. Det er bæredygtig og klog forretning at ”upcycle””.