Historisk mange kvinder stiller op til folketingsvalget

Næsten 40 pct. af de opstillede kandidater til folketingsvalget er kvinder, viser ny optælling.

38 procent af de opstillede folketingskandidater til valget er kvinder. Det er den højeste procentdel nogensinde - en stigning på 4 pct. sammenlignet med folketingsvalget i 2019 .

Det viser en ny optælling, foretaget af Institut for Menneskerettigheder.

Og netop på dette institut arbejder Morten Emmerik Wøldike, der er leder af afdelingen for køn og LGBT+. Han glæder sig over udviklingen:

”Det stigende antal kvindelige kandidater viser, at der i højere grad bliver lige adgang til magten i vores samfund. Det er godt for ligestillingen og også for demokratiet, når politiske beslutninger bliver til på baggrund af forskellige erfaringer,” siger Wøldike i en pressemeddelelse.

Færre kvinder på topposter

Selvom valg til Folketinget formelt set giver lige adgang til magten, og Folketingets sammensætning bliver mere kønsbalanceret, så har det endnu ikke resulteret i en ligelig kønsfordeling på topposterne i dansk politik.

De seneste 30 år er der ikke sket nævneværdige ændringer i andelen af kvindelige ministre: I skiftende regeringer mellem 1988 og 2022 har hver tredje minister været en kvinde, uanset hvilken partifarve regeringen har haft, skriver Institut for Menneskerettigheder.

”Når flere kvinder stiller op til valget i år, bliver det formentlig vekslet til en bedre kønsbalance i Folketinget. Det giver også en ny chance for at bryde med den historiske skævhed i toppen af dansk politik, når der efter valget skal sættes et nyt ministerhold og fordeles poster i regeringens centraleudvalg,” siger Morten Emmerik Wøldike fra Institut for Menneskerettigheder.

Få minoritetsgrupper

Optællingen viser også, at blot fire procent af kandidaterne har etnisk minoritetsbaggrund. Det er få, da indvandrere og efterkommere heraf udgør 14,5 pct. af den dansk befolkning.