De små virksomheder skal med på Verdensmålsbølgen

Små- og mellemstore virksomheder kender ikke Verdensmålene. Men der er et stort potentiale, hvis de lærer dem at kende og tager ansvaret for den bæredygtige udvikling på sig.

For få mindre virksomheder kender Verdensmålene. De små- og mellemstore virksomheder med under 250 ansatte, SMV’er, udgør hele 99,7 procent af de danske virksomheder. Men kun 35 procent af dem kender Verdensmålene, viser tal fra Dansk Erhverv. Hos de større virksomheder er kendskabet mere end dobbelt så stort.

Men mange SMV’er kan sagtens bidrage til Verdensmålene. Tine Bork, der er tidligere chefkonsulent hos erhvervsorganisationen SMVdanmark, forklarer, at SMV’erne har erfaring og viden, der kan skubbe på Verdensmålene, eksempelvis er de gode til at begrænse energiforbruget, undgå miljøbelastning og skabe anstændige jobs.

”De er dygtige til hands-on udvikling af nye løsninger ofte i tæt samarbejde med kunderne, og da de er ejerledede, kan de agere hurtigt, hvis nye muligheder viser sig,” siger hun til Altinget.

Læs også: Danske virksomheder tager Verdensmålene til sig

Verdensmålene kan virke uoverskuelige
Morten Frihagen er direktør i Dansk Håndværk, en arbejdsgiverforening for små og mellemstore virksomheder. Udfordringen er manglende ressourcer i SMV’erne, mener han.

”En typisk leder i en SMV er ham, der skaffer opgaverne, sender tilbuddene, deltager i produktionen og betaler regningen bagefter. Der er så mange basale ting, han skal nå, så der ikke er overskud til Verdensmålene,” siger han.

Malene Thiele, der er CSR-chef i Dansk Erhverv, vurderer, at mange SMV’er kan have svært ved at se Verdensmålenes relevans for deres arbejde.

”Helt lavpraktisk kan det virke uoverskueligt. Der er 17 mål og hundredvis af delmål. Det kræver analytisk forarbejde at sætte sin virksomhed klar til det,” siger hun.

Men arbejdet med at inddrage målene behøver ikke være en uløselig udfordring. Man kan ofte bruge målene i det eksisterende arbejde – som når firmaet De Grønne Malere har valgt miljøvenlig maling.
Andre bruger Verdensmålene som en anledning til at starte nye projekter - fx har tømrerfirmaet Egon Olsen & Søn lavet et samarbejde med en lokal skole for at få flere til at vælge en håndværkeruddannelse.

Læs også: Grønne malere og undervisende tømrere vælger Verdensmålene

Bæredygtigheden kommer
Hvis flere små virksomheder skal bruge Verdensmålene, kræver det, at både virksomhederne og deres brancheforeninger kommer ind i kampen.

”Hvis man som SMV allerede kender målene og gerne vil arbejde med dem, så kan man fx kontakte sin brancheforening. Lige nu sidder man i hver sin silo og opfinder den dybe tallerken i hver virksomhed,” siger Malene Thiele.

Omvendt har brancheforeningerne også mulighed for at skabe merværdi for SMV-medlemmerne ved at opsøge dem, der ikke kender Verdensmålene, forklarer hun.

Morten Frihagen fra Dansk Håndværk tror dog, at SMV’erne på sigt kommer med. Det bliver nemlig svært at undgå den bæredygtige udvikling.

”De store leverandører stiller flere krav til bæredygtighed, og det vil underleverandørerne kunne mærke. Derfor er det en forretningsmæssig forudsætning at følge med her,” siger han.