Langt flere bygger bæredygtigt

Interessen i bæredygtigt byggeri er nu stærkt stigende i Danmark. Især kommuner er begyndt at kræve miljøcertificering på nye byggerier.

På kun få år er der skudt langt flere bæredygtige bygninger op rundt omkring i Danmark.

I 2018 var kun 388 byggerier certificerede med Svanemærket.

Det viser, at byggeriet i hele dets livscyklus lever op til en række krav til blandt andet energiforbrug, indeklima, brug af certificeret bæredygtigt træ og kontrol med brugen af sundhedsskadelige kemiske stoffer.

Men i 2020 er tallet nu steget til 671 færdigbyggede svanemærkede bygninger, og yderligere 1210 er ved at blive opført.

Det viser tal fra Miljømærkning Danmark, der administrerer Svanemærket. Her oplever de, at interessen for at få miljøcertificeret nye bygninger spreder sig.

”Vores oplevelse er, at der er flere typer investorer på markedet, der har været med til at skabe den positive udvikling, som vi ser nu,” siger Henrik Hougaard, relationschef i Miljømærkning Danmark.

”I starten var det mest en enkelt privat ejendomsudvikler, der investerede intensivt i svanemærkede boliger. Men i dag kommer den største del af de igangsatte byggerier fra de institutionelle bygherrer, herunder almene boligselskaber og pensionskasser. Og inden for især det sidste halve år har flere kommuner henvendt sig til os med interesse for at bygge og renovere med Svanemærket,” siger Henrik Hougaard.

Miljømærkning Danmark nævner som eksempel, at Gladsaxe Kommune i en årrække har opført svanemærkede daginstitutioner, og at Guldborgsund Kommune for nylig har annonceret, at et kommende skoleprojekt skal svanemærkes.

Et andet eksempel er Københavns Kommune, der tidligere i år besluttede, at alle kommunens nybyggerier til mere end 20 mio. kr. fremover enten skal certificeres med Svanemærket eller certificeringen DGNB Guld, og at almene boliger samt kommunale og almene renoveringer i samme prislag skal certificeres med Svanemærket, DGNB Sølv eller tilsvarende.