Hillerød Kommune vil have 5500 ansatte til at dyrke motion i arbejdstiden

Som den første danske kommune vil Hillerød give medarbejderne mulighed for at dyrke motion i arbejdstiden for at give arbejdsglæden, sundheden og trivslen en vitaminindsprøjtning.

Det startede egentlig som en strøtanke hos Klaus Ryding. Han er idrætskonsulent i Hillerød Kommune og havde i et stykke tid været projektleder for kommunens arbejde med DGI’s og Dansk Idrætsforbunds (DIF) landsdækkende Bevæg dig for livet-kampagne, der har en målsætning om at få 600.000 flere danskere til at dyrke idræt til 2025.

Som såkaldt visionskommune i Bevæg dig for livet-kampagnen skal Hillerød arbejde for, at 4000 flere borgere skal dyrke idræt eller motion, og at 3400 flere borgere melder sig ind i kommunens idrætsforeninger til 2023. Og så var det, at Klaus Ryding kom til at tænke på, at godt halvdelen af kommunens 5500 medarbejdere også er bosat i kommunen. Kunne man få dem til at motionere mere, ville det være et solidt skridt på vejen for Hillerøds motionsvision – udover at det selvfølgelig ville hjælpe på deres egen sundhed og arbejdsglæde.

Så han skrev et ”lidt kækt” brev på intranettet til kommunens direktører og spurgte, om ikke kommunen skulle være en rollemodel og selv prøve at få sine mange medarbejdere til at motionere i arbejdstiden?

Og det synes direktionen faktisk var en god idé.

Læs også: Lyngby Boldklub sender Verdensmålene på græs

Vi lægger skinnerne, mens toget kører

”Mit forslag blev heldigvis grebet, og vores kommunaldirektør sagde: Det skal vi da!”, siger Klaus Ryding. ”Og på den måde fik jeg lige givet mig selv lidt mere arbejde,” griner han.

Så direktionen besluttede, at kommunen som arbejdsplads giver medarbejderne mulighed for, at de kan dyrke en times motion i arbejdstiden om ugen fra starten af det nye år. Der kom også nogle rammer oppefra: Det er et frivilligt tilbud og handler ikke om, at hver enkelt medarbejder død og pine skal dyrke idræt en time hver uge.

Omvendt er der ikke tale om, at de ansatte i Hillerød Kommune har et håndfast krav på en times ugentlig motion i arbejdstiden. Skolelæreren kan ikke droppe sin undervisning for at tage en løbetur, og hjemmehjælperen kan ikke skubbe et ældrebesøg til ugen efter, hvis hun vil nå en times yoga, inden ugen er omme. Som kommunaldirektørens rammebeskrivelse siger det: ”Det foregår i arbejdstiden inden for de tidsmæssige muligheder, den enkelte arbejdsplads har (eksempelvis pauser)”.

Rammerne er altså brede, og der er hverken nogen klar opskrift på, hvordan man får folk, der ikke er interesserede i idræt til at komme i gang med at motionere, eller hvordan man helt præcist får plads til motionen i travl hverdag med borgerkontakt og møder. Så de næste skridt bliver at finde ud af, hvordan man helt konkret får kommunens 133 arbejdspladser til at få sved på panden, forklarer Klaus Ryding.

”Vi lægger skinnerne, mens toget kører,” siger han.

Læs også: Danmark viser verden vejen til flere cykelstier

Første kommune med medarbejdermotion

Det er ikke noget nyt, at arbejdspladser lader medarbejderne motionere i arbejdstiden, men Hillerød bliver den første kommune, der kaster sig ud i det med forankring fra central side. Hos Bevæg dig for livet, der såede det allerførste frø til ideen, håber Per Nedergaard Rasmussen, der leder den kommunale enhed i kampagnen, at det bliver en succes, der kan spredes ud.

”Vi håber, at vi i Bevæg dig for livet kan bruge erfaringerne i Hillerød Kommune til at inspirere andre kommuner og arbejdspladser rundt i landet både i forhold til resultaterne og med konkrete tiltag. Hvis vi kan få vores 20 samarbejdskommuner til at indføre medarbejdermotion, så kan vi alene dér flytte 150.000 danskere til et mere aktivt liv,” siger han.

Læs også: Gladsaxe gør globale mål lokale

Grejbank og aktivitetsambassadører

Alle kommunale ledere i Hillerød er forpligtet til at sætte det nye tiltag på dagsordenen i deres arbejdspladser ved indgangen af 2020, så de enkelte afdelinger selv kan prøve finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre hos dem i en travl hverdag.

Derudover har direktionen oprettet en pulje på 80.000 kroner til i år, som de forskellige afdelinger kan søge til fx yogamåtter, træningselastikker eller skridttællere, forklarer Klaus Ryding, der drømmer om en hel grejbank med træningsudstyr, som kommunens forskellige arbejdspladser kan bruge. Han håber også, at grejpuljen vil blive fastholdt de kommende år, men det er ikke afklaret endnu.

Desuden samarbejder kommunen med Dansk Firmaidrætsforbunds lokale afdeling, Firmaidrætten Hillerød, om at lave en miniuddannelse for aktivitetsambassadører, hvor interesserede medarbejdere over tre kursusdage skal lære træningsteknikker  og -øvelser, der passer til deres daglige arbejdsdag, og om hvordan de skaber motionsgejst hos kollegerne, forklarer Klaus Ryding.

Han er spændt på, om det lykkes at få kommunens medarbejdere til at motionere. Meget afhænger af, om de enkelte arbejdspladser og afdelinger kan skabe pladsen til det i en travl arbejdsdag.

”Der er mange ubekendte faktorer endnu”, siger Klaus Ryding. ”Men jeg tror på, at det her vil give en positiv effekt på fællesskabet, arbejdsglæden og selvfølgelig folks sundhed og trivsel. Og jeg er dødnysgerrig på, hvad der kommer til at ske”.