Forbrugerne vil være bæredygtige, men butikkerne bliver nødt til at hjælpe dem på vej

Danskerne er vilde med ansvarligt producerede varer, men det er ikke altid, at de køber dem. Derfor prøver supermarkederne at finde en balance mellem ansvarlig produktion og pris, så flere danskere køber bæredygtigt ind. 

95 procent af danskerne svarer, at er det vigtigt, at produkter er ansvarligt produceret. Så klart bliver det slået fast i en analyse af Forbrugerrådet Tænk.

Men selvom forbrugerne synes ansvarlig produktion er vigtigt, kan det være svært for supermarkederne og deres leverandører at omlægge til bæredygtigt producerede varer - forbrugerne følger nemlig ikke altid trop på deres ambitioner.

”Pris er stadig afgørende for mange. Derfor er der nogen, som ikke prioriterer at købe de produkter, hvor bæredygtighed eller dyrevelfærden ellers er i fokus, hvis økonomien f.eks. ikke tillader det. Der synes vi også, at det er ansvarligt at stille produkter på hylderne, som alle har råd,” siger Kasper Reggelsen, der er pressechef hos Salling Group, der ejer de tre supermarkedskæder Bilka, Netto og Føtex.

Læs også: Supermarkeder går ind i kampen for bæredygtig plastik

Forbrugerne skal rykkes trinvis
Selvom danskerne har bæredygtighed højt på dagsordenen, kan det det tage tid at flytte forbrugeren, forklarer Kasper Reggelsen.

”Et eksempel kunne være dyrevelfærd, hvor det kan være svært at få folk til at betale over 100 kroner for den kylling, som har haft det bedst, frem for én til måske 30 kroner, hvis man er vant til at vælge denne. Derfor handler det om at tage gradvise skridt, og vi ser også, at mange, rykker sig hen mod produkter med flere hjerter,” siger han og henviser til det statslige dyrevelfærdsmærke.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Forbrugerne køber langt mere økologi end tidligere. Foto: Salling Group/PR
Forbrugerne køber langt mere økologi end tidligere. Foto: Salling Group/PR

Forbrugerrådet Tænk har spurgt danske forbrugere, hvad der kunne få dem til at købe flere varer, der var ansvarligt producerede. Her vægtede ”en lavere pris” kun femtehøjest.

”Det er interessant, at pris ikke vægter højere. Folk vil gerne have god samvittighed, men det skal stadig være nemt, attraktivt og fungere,” siger Vibeke Myrtue Jensen, der er politisk rådgiver for transport og miljø hos Forbrugerrådet Tænk.

Og selvom forbrugerne i undersøgelsen siger, at de ikke er bange for en lidt højere pris, forklarer Kasper Reggelsen, at forbrugeren stadig ikke rykker sig med det samme.

”Der er ikke mange, som tager springet fra den ene dag til den anden. Men vi vil gerne hjælpe dem med, at de gradvist flytter sig, og det kan vi se, at de gerne vil. Derfor har vi også udvidet vores sortiment på tværs af alt fra Svanemærker og økologi til Fairtrade,” siger han.

Læs også: Store supermarkeder dropper giftige bananer

Økologimærket er det gode eksempel
Mange miljøcertificeringsmærker som Svanemærket, Fairtrade og FSC har er blevet mere og mere udbredte de seneste år. Det velkendte økologimærke har oplevet en stigning i omsætning på 48 procent på blot to år fra 2016 til 2018.

”Det danske økologimærke er blevet implementeret ret godt. Vi køber rigtig meget økologi, fordi det er blevet tilgængeligt, hvor vi handler og til mere overkommelige priser. Supermarkederne skal sørge for, at der er et bredt udvalg af varer med gode mærkningsordninger,” siger Vibeke Myrtue Jensen.

Kasper Reggelsen ser økologi som noget, der er gået fra at være niche til at være noget, som alle forbrugere går op i. Den store efterspørgsel på økologiske produkter har gjort det billigere at købe ind for supermarkederne, da de nu kan købe dem i større mængder.

”De attraktive priser har helt sikkert fået endnu flere til at prøve det. Og ofte begynder mange med at købe økologisk frugt og grønt, og i takt med at de får smag for det, vil de typisk også vælge økologiske varianter af andre produkter og fødevarer. Lige fra pasta til børnetøj,” siger han.

Læs også: Coop skifter plastik ud med græs i en halv million grøntsagsbakker