Fem folkehøringer om Verdensmålene

En håndfuld danske kommuner inviterer borgere til folkehøringer om, hvordan man kan omsætte Verdensmålene til konkret handling.

Til folkehøringer i Fredericia, Odense, Ballerup, Middelfart og Slagelse bliver i alt 250 borgere inviteret til at komme til orde med deres tanker og overvejelser om Verdensmålene. De skal være med til at komme med bud på, hvordan de globale målsætninger kan omsættes til konkrete hverdagsmål, og de skal diskutere, hvad Danmark skal fokusere på i arbejdet med målene.

De fem folkehøringer er en del af optakten til Folkemødet på Bornholm, der i år sætter spot på Verdensmålene.

”Det har længe været ambitionen at inddrage hele landet i optakten til Folkemødet. At udbrede samtalen. Derfor tager vi hul på folkehøringer rundt i landet som optakt til Folkemødet, og vi glæder os til at se, hvordan arbejdet føres videre gennem Danmark for til sidst at blive gennemdrøftet på Folkemødet”, forklarer Winni Grosbøll, der er formand i Foreningen Folkemødet, der står bag arrangementerne sammen med organisationen CHORA 2030.

”Ambitionen er klart at have nogle konkrete brugbare anbefalinger, som politikere og organisationer kan tage med hjem fra Bornholm i juni", siger hun.