Denne app udvider vores idé om, hvad madspild er: "Hvorfor skal vi købe mynte i et opvarmet drivhus fra Holland, hvis vi kan købe det lige rundt om hjørnet?"

Et dansk ægtepar står bag appen GoGetGreen, der digitaliserer vejboder og gårdbutikker rundt omkring i landet. De håber, at folk som ikke normalt har vejboder, vil begynde at sælge ud af deres overskud - for eksempel fra et æbletræ.

Du kører rundt i Danmark, da du for enden af en markvej får øje på en charmerende vejbod med friske kartofler og gulerødder.

Selvom du er ukendt i området, så er det ikke en overraskelse for dig, at vejboden ligger lige der. For du har tidligere på dagen - via app'en "GoGetGreen" - undersøgt, hvilke vejboder og gårdbutikker, der findes i dit nærområde.

Dette er GoGetGreen i en nøddeskal: En gratis app, der digitaliserer vejboder og gårdbutikker.

Ultimativt skal appen gøre det lettere for danskere at leve bæredygtigt, købe og sælge lokalt producerede råvarer – selv hvis de ikke har en traditionel vejbod, men blot har overskud fra et æbletræ i baghaven.

Michala Herskind Christensen og hendes ægtemand Esben står bag appen. Vi tog en snak med appens kvindelige halvdel for at blive klogere.

Et opgør med madspild

Så I vil altså gøre vejboder digitale? 

”Lige præcis. Vi er vejbod på mobilen. Vi vil gerne gøre det let for folk at sælge deres overskud. Med appen skal folk ikke nødvendigvis bygge en vejbod ved vejkanten for at kunne sælge noget af det, de har i haven. Desuden er der meget madspild i fysiske vejboder. Ting, der står i solen for længe eller ikke lige bliver solgt og går til,” siger Michala Herskind Christensen.

Okay, så lad os sige, at jeg har nogle overskudskartofler i baghaven, jeg gerne vil sælge, og jeg er ny bruger af appen– hvad gør jeg? 

”Der er en side på appen, der hedder ”mit marked”. Den trykker du på og opretter et digitalt marked. Her kan du oprette produkter, beskrive dine dyrkningsmetoder eller nævne, hvordan du ønsker at sælge eller blive kontaktet. Og derefter bliver dine råvarer og produkter udstillet på forsiden af appen. Så når du åbner appen ser du først, hvilke markeder der er i nærheden af dig, hvilke produkter de har, deres afstand. Appen viser det, der er tættest på dig først.”

Hvad er et ”marked” mere præcist? 

”Et marked kan bare være mig, der en gang om året har for mange æbler, som jeg gerne vil sælge. Det kan også være en selvforsyner eller gårdbutik, der har mange produkter til salg hele året. Vi tillader salg af lokalt producerede råvarer og materialer og produkter deraf.

I kalder det et ”marked”, fordi det lyder mere moderne end en vejbod? 

”Vi kalder os "vejbod og gårdbutik i mobilen", for vi holder os ikke kun til vejboder. Et ”marked” er en fællesbetegnelse for alle dem, der sælger lokalproducerede råvarer i sæson og produkter af de råvarer. Lokale råvarer i sæson er bæredygtig kost, og det vil vi gerne fremme. Så hvis du laver marmelade af jordbær fra din eller naboens have, så kan du også sælge dem via appen.”

Kan du prøve at give mig et overblik over udvalget af ting, der sælges via appen – fra det mest klassiske til det mere obskure? 

”Vi bliver stadig overraskede over, hvad folk finder på og vi holder os ikke kun til fødevare. Du kan eks finde naturfarvet uldgarn, lys af bivoks, træflis og husdyr til selvforsyning. Men mest almindeligt er grøntsager, frugt og planter. Og det kan både være stauder til haven, spiselige planter eller stueplanter der bliver opformeret i vindueskarmen. Det handler om at gøre brug af det, vi har lige omkring os. Hvorfor skal vi købe mynte fra opvarmede drivhuse i Holland, hvis vi kan købe det lige rundt om hjørnet – det er jo helt fjollet? Når mynte vokser som ukrudt rundt omkring i vores haver og de fleste vil gerne af med noget det.

Hvad er de vigtigste måder, hvorpå denne her app gavner den grønne omstilling?

”Vi har efterhånden lavet mange udregninger over klimatryk på råvarer: Hvad det koster at dyrke og transportere en tomat fra Spanien. Der er mange tal og opgørelser over, hvad vi kan spare, hvis vi mindsker madspild. Men alt det, vi har i vores haver indgår ikke i tallene og er aldrig rigtig blevet regnet for noget. GoGetGreen ser vores haver som vigtige mikroleverandører af bæredygtige ressourcer. For de æbler, der findes i haven, har ikke noget klimatryk. De står bare og snupper lidt CO2 fra luften, laver noget ilt og leverer i øvrigt æbler en gang om året. De bliver ikke sprøjtet, transporteret eller høstet med maskiner. Det er ”gratis” klimamad, hvis man kan sige det sådan. Og det vil vi gerne have udbredt, for hvorfor skal vi hente råvarer fra udlandet, når vi kan rigtigt meget herhjemme selv.

Hvad har I lært indtil videre? 

”Det gik op for os er, at mange danskere ikke ved, at vi har en aspargessæson. De tror reelt, at de kommer fra Peru, fordi det er der, man køber dem fra i supermarkedet året rundt. Selv i højsæsonen, hvor vi har de lækreste sprøde asparges, der smager af ærter og friskhed. Vi vil gerne gøre opmærksom på alle de fantastiske råvarer vi har i Danmark og hvornår de er i sæson. Vores haver bugner med bæredygtige ressourcer, som kan fordeles bedre. Det er jo helt ned til, at hvis jeg klipper min ligusterhæk, så kan de afklippede grene stikkes i jorden, slå rødder og blive til ny hæk for en anden. Vi vil gerne have, at folk er meget kreative med, hvad de finder på i deres haver. Det skal blive mere normalt, at vi ser vores haver som en ressource og tænker over hvad vi selv og andre kan bruge derfra,” siger Michala Herskind Christensen.