Danskstøttet konference fremmer Verdensmål i Mellemøsten

Det danske erhvervsliv har haft fokus på Verdensmålene i flere år. Nu er interessen også kommet til Mellemøsten. I dag starter den første Verdensmålskonference for virksomheder i regionen. SDGrowth, der foregår den 15. og 16. januar i Cairo i Egypten, er søsat af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP), DI m.fl.

Målet er at ruste den private sektor i Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan til både at integrere Verdensmålene og bruge dem til at skabe nye forretningsmuligheder. Deltagerne skal bl.a. høre om danske virksomheders erfaringer med koble Verdensmålene til deres forretning, om hvordan man skaffer finansiering, indgår nye partnerskaber, og hvordan man tænker det ind i værdikæden.