CBS sætter grøn energi på skoleskemaet

Når studerende på Copenhagen Business School lærer om økonomi og forretningsforståelse, er det med fokus på at skabe en grønnere verden.

Det er nok de færreste, der forbinder handelshøjskolen Copenhagen Business School med Power-to-X, som er en teknologi, der går ud på at omdanne grøn strøm til brint og andre grønne brændstoffer. Men ikke desto mindre har over 3000 af CBS’ studerende kastet sig over emnet. For i skoleåret 2021-22 er Power-to-X nemlig blevet hovedtema i undervisningen på erhvervsøkonomiuddannelserne HA og HD.

”Jeg håber, at initiativet kan være med til at trykke en lille smule ekstra på speederen i forhold til power-to-X,” siger Carsten Scheibye, der er studielektor ved Institut for Produktion og Erhvervsøkonomi på CBS:

”Først og fremmest er forventningen, at det kan øge vores elevers opmærksomhed på emnet og forhåbentlig inspirere dem til at beskæftige sig med de store klimaspørgsmål”.

Læs også: Danske universiteter scorer højt på Verdensmålene

Grøn forretningsforståelse

Power-to-X handler om meget mere end at lave strøm om til brint og grønne brændstoffer, mener Carsten Scheibye. Der er nemlig både økonomi og store investeringer på spil. Samtidig bringer den nye teknologi også nye produktionsformer med sig, som skal tilrettelægges:

”Alt det er noget, som vi arbejder med på vores institut, og hvor det erhvervsøkonomiske område kan hjælpe med nogle af de udfordringer, som industrien indenfor Power-to-X står over for”.

De studerende vil derfor få cases, som handler om Power-to-X i deres undervisning og eksaminer. Her skal de bruge de teorier, de normalt lærer i undervisningen, til at analysere og komme med bud på at løse udfordringer i forbindelse med Power-to-X.

”Vi vil lære vores studerende at arbejde med omkostninger, investeringsmuligheder og bruge den økonomiske viden og forretningsmæssige forståelse ud fra en Power-to-X-kontekst. Det håber vi kan inspirere de studerende til at arbejde med de her udfordringer og give dem kompetencer, som kan bidrage til at gøre teknologien konkurrencedygtig,” siger Carsten Scheibye.

Foruden at arbejde med Power-to-X på HA og HD-uddannelserne, arbejder CBS også med flere forskningsprojekter på området. Generelt er en medvirken til at løse nogle af de store globale udfordringer en del af CBS’ strategi - det står simpelthen i den, fortæller Carsten Scheibye.

”Vi gør os ingen forestilling om at kunne løse klimakrisen alene, men vi har en klar ide om, at vi kan medvirke til at løse noget af det. Og vi mener helt klart, at vi har en samfundsmæssig forpligtelse til det”.

Læs også: Danmark får sin største havvindmøllepark nogensinde