Danske havørne sætter ynglerekord

Rekordmange havørneunger er fløjet fra reden i år, og havørnen har, efter at være udryddet i Danmark, genetableret sig hurtigere, end ornitologerne turde drømme om.

I slutningen af 1800-tallet blev havørnen udryddet i den danske natur. Det tog helt til 1996, før den vendte tilbage som ynglefugl. Og nu har havørnen haft et fantastisk år, skriver Dansk Ornitologisk Forening.

Et rekordstort antal unger er udklækket i 2019. 130 unger er kommet på vingerne i år. Det betyder også, at antallet af danske ørne siden genkomsten i 1996 har rundet et rundt tal.

”2019 blev året, da vi nåede forbi et magisk tal på 1.000 indfødte havørneunger i den danske natur,” siger Kim Skelmose, der er leder af Projekt Ørn i Dansk Ornitologisk Forening, som hvert år udarbejder en status over ørnebestanden.

”Ynglesuccesen har været god i år, om end enkelte af parrene er mislykkedes med ynglen, selv om ørnene blev observeret på ynglelokaliteterne i det tidlige forår”, fortæller han.

Læs også: Gratis blomsterfrø til trængte bier

Etablerer sig hurtigere end håbet

Den danske natur passer godt til havørnen, forklarer Kim Skelmose.

”Med sin kystlinje på 7.300 kilometer og sine mange fuglerige fjorde, søer og vige er Danmark et ideelt landskab for havørnen, der primært lever af vandfugle og fisk. Vi kan se, at ørnene fra år til år fortsat etablerer sig nye steder,” siger han.

Det betyder, at havørnen har etableret sig solidt i Danmark langt hurtigere, end Dansk Ornitologisk Forening havde håbet på.

Da foreningen startede Projekt Ørn i 1992, lød det dengang ambitiøse mål, at Danmark i 2040 skulle have 75 par havørne. Men der er nu allerede 85 par, hvoraf 80 har ynglet i år.

Læs også: Ni kommuner har droppet giften