Automatisk system snupper skyldnere: Nu kommer gælden på gled

Et nyt og forbedret system har gjort det nemmere at få folk til at betale deres gæld tilbage til det offentlige. Der er dog stadig et stykke vej, før vi er i mål.

Nu er det blevet både hurtigere og mere effektivt for Gældsstyrelsens at inddrive borgere og virksomheders gæld til det offentlige. Det skyldes inddrivelsessystemet PRSM, Public Sector Revenue Management, som siden 2018 har forbedret Gældstyrelsens arbejde.

”Fra lanceringen af systemet og frem til april 2020 havde vi allerede inddrevet 1,2 milliarder - alene via dette system. Vi forventer, at det tal er vokset markant, når 2020 er omme. Det bliver et rekordår for vores inddrivelse af gæld,” fortæller Henrik Rosendahl, der er underdirektør hos Gældsstyrelsen.

På nuværende tidspunkt er den samlede gæld til det offentlige på cirka 130 milliarder, og omkring en million danskere skylder penge for blandt andet ubetalte skatter, afgifter og bøder.

Automatisering fører til effektivitet

Ifølge Henrik Rosendahl gør PSRM-systemets automatisering inddrivelsen langt mere effektivt end de tidligere systemer:

”Før var det i højere grad personen, der skyldte penge, som selv lavede en frivillig afdragsordning. Nu kan Gældsstyrelsen igangsætte en afdragsplan ud fra standardiserede faktorer, som også sikrer en ensrettet behandling for alle skyldnere,” siger Henrik Rosendahl.

Læs også: Rigide registreringer redder skattekroner: Svindlere får trangere kår

Med det nye system har Gældsstyrelsen nemlig adgang til at se den enkelte persons indtægt og udgifter, hvilket det tidligere system ikke tillod. Det giver Gældsstyrelsen mulighed for at fastsætte, hvor meget personen kan afdrage og igangsætte en afdragsplan. Endnu et gode ved det nye system er, at styrelsen kan tage beløbet direkte af folks løn, inden lønnen bliver udbetalt.

Til gode for både samfundet og den enkle

”Inddrivelsen af den gæld, man har til det offentlige, er til syvende og sidste med til at finansiere det velfærdssamfund, som vi alle sammen har brug for at trække på fra tid til anden,” siger Henrik Rosendahl.

Han tilføjer, at det er vigtigt for Gældsstyrelsen at tage hensyn til den enkelte borgers vilkår under hele processen:

”Vi løser en opgave, som er vigtig for vores samfund, men vi fokuserer på, at personen, som er havnet i den uheldige situation, møder en kompetent myndighed, som vil hjælpe dem ud af gældsspiralen og finde en god tilbagebetalingsløsning”.

Derfor har skyldneren mulighed for at bede om ændringer til afdragsplanen, og i fællesskab kan man så udarbejde en afdragsordning, som begge parter er tilfredse med.

Læs også: Flere virksomheder er åbne om forholdet til deres skat

Henrik Rosendahl oplever, at den enkelte borger rigtig gerne vil af med sin gæld og er glade for Gældsstyrelsens hjælp. Inddrivelsen af gælden kommer dermed både samfundet og skyldneren til gode, mener han.

Gælden vokser

Alligevel vokser den samlede gæld til det offentlige stadig mere, end den falder.

Det sker både, fordi folk stifter ny gæld, og på grund af den nuværende gæld har en rentetilvækst på otte procent om året.

Derudover er kun 365 ud af 525 offentlige instanser, som virksomheder eller privatpersoner skylder penge til, tilkoblet systemet, men Henrik Rosendahl forventer, at alle 525 instanser er tilkoblet ved udgangen af 2021.

Det er Henrik Rosendahls overbevisning, at PSRM-systemet har fået gældinddrivelsen mere tilbage på fode inden for de snart tre år, som Gældsstyrelen har eksistereret, og at styrelsen med de nye indsatser kan sikre en så effektiv inddrivelse som muligt.