70 % Less CO2 - stor klimaudstilling åbner på Det Kongelige Akademi

Det Kongelige Akademi afholder særudstillingen ”70% less CO2 - omstilling til en levedygtig tidsalder”.

Skal vi forme stole af svampe, fordi de indgår CO2-neutralt i naturen? Designe tøj, så det passer til vores krops forandringer gennem livet? Skabe arkitektur af biopolymerer ved brug af Artificial Intelligence. Eller lave selvforsynende samfund i ørkenlandskaber?

De fremsynede tilgange er der mange af, når Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering torsdag den 7. oktober kl. 15 åbner dørene for særudstillingen ”70% less CO2 - omstilling til en levedygtig tidsalder”. Udstillingen er et seriøst indspark til reduktionsmålet i Danmarks klimalov.

”Hvis vi skal nå de ambitiøse klimamål, er vi nødt til at bidrage fra alle sektorer i samfundet – i særdeleshed også fra uddannelses- og forskningsinstitutioner. Vi kender allerede i dag mange af de nødvendige løsninger og hvilke håndtag, der skal drejes på. Men for at nå de 70 % er det afgørende, at vi alle tager ansvar for at skabe helt nye radikale løsninger. Vi har travlt”, siger rektor Lene Dammand Lund.

Alle studerende, forskere og undervisere på Akademiet har været inviteret til at byde ind med forslag, og blev stillet spørgsmålet: Hvad kan vi gøre lige nu? Hvad kan vi gøre om ti år? Og hvordan ser verden ud om 30 år, når vi har implementeret alle løsningerne og den grønne omstilling er en realitet? Ud af de mange input, blev der udvalgt 33 projekter, der fra et bredt perspektiv giver bud, hvordan vi kan opnå CO2-reduktion gennem arkitektur og design.

Projekterne strækker sig fra Danmark til Sydamerika og det afrikanske kontinent. De viser, hvordan vi kan omlægge vores måde at producere, skabe, forbruge og leve sammen på, og hvordan vi dermed gennem design og arkitektur kan skabe levedygtige økologiske systemer og samfund til fremtiden.

Læs mere her